<Macro: (,)>

Nyheder

Snart kommer Fællesskabsstafetten forbi dig!

11. sep 2020, 15:51

 

Fællesskabsstafetten 2020 er er aflyst.
Udviklingen i corona-smitten og myndighedernes nye udmeldinger betyder, at vi må udskyde Fællesskabsstafetten, som skulle starte på lørdag den 19. september.
Vi glæder os til, at vi kan gennemføre den på et senere tidspunkt i den positive og fællesskabs-skabende ånd, som den er tænkt.

 

Når krisen kradser, kan man finde styrke i fællesskaber. Derfor afholder Frivilligcentrene i Gribskov sammen med Gribskov Kommune og mere end 70 lokale foreninger og fællesskaber, en Fællesskabsstafet fra d. 19-24 september 2020. Kom og følg stafetten, når den bæres, flyves, sejles, svømmes og rides rundt i hele kommunen, ruten er godt 100 km lang og går gennem hele 12 lokalsamfund.

”Vi har et stort og flot hav af fællesskaber i Gribskov Kommune, som stafetten forbinder på smukkeste vis. Og samtidig viser stafetten paletten af de mange muligheder, vi som borgere har for at blive en del af et fællesskab og dyrke vores interesser sammen med andre, ” siger Lisa Tange Leder af Frivilligcenter Helsinge.

Du kan blandt andet opleve Kong Valdemars Venner, der på hesteryg fragter depechen mod Klostergården i Esrum. Gågruppen ”Flittige fødder” bringer depechen fra Tegners Museum til Dronningmøllehuset. Vinterbadeklubben i Gilleleje svømmer depechen til kajakklubben. Og når de store strækninger skal dækkes, bliver det af de megaseje Team Tvilling, Cykling uden alder, Gribskov går sammen og mange flere.

”Den imødekommenhed jeg har mødt fra foreningslivet, har været utrolig positiv, de har mødt positivt op, så vi kunne planlægge stafetten og fra at være 5-6 foreninger og institutioner der deltager i stafetten, er vi nu 10. Vi er jo et lille område, så det er rigtig flot. Det handler ikke kun om, at folk ser, at vi kan et hel masse, det handler også om, at vi som foreninger i et lokalområde har set hinanden i øjnene og kan begynde at bruge hinanden mere,” siger Peder Lund, som har stået for planlægning af Fællesskabsstafetten i Esrum/Esbønderup området.

Stafetten starter i Græsted lørdag d. 19. september kl. 10.00 i skolegården ved Gribskolen (Græsted Skole), hvor årets Frivilligpris og årets Seniorpris bliver overrakt. Det er formand for udvalget for Ældre, Social og Sundhed, Birgit Roswall, der uddeler priserne og derefter kickstarter stafetten. På grund af Corona, er det kun inviterede, der kan deltage i prisoverrækkelsen. Stafetten afsluttes ved Gadekæret i Helsinge torsdag 24.september, og inden da vil årets Kulturpris være uddelt af udvalgsformand Morten Ulrik Jørgensen.

For at så mange som muligt kan se stafetten og de mange fællesskaber der deltager, kan man følge stafetten på Facebooksiden ”Fællesskabsstafet Gribskov”.

Program for Fællesskabsstafetten finder du her

Her kan du se en liste over alle de mange foreninger og fællesskaber, der medvirker.

Kontakt: Spørgsmål med mere kan rettes til:
Lisa Tange Leder af Frivilligcenter Helsinge, leder@frivilligcenter-helsinge.dk tlf.: 2132 2348
Pernille Dirchsen Gribskov Kommune, pdirc@gribskov.dk 7249 6541